Jacob Bjerregaard

Frem til næste valg skal vi uafbrudt høre på en nøje tilrettelagt skræmmekampagner fra Venstre - endda med hjælp fra offentligt ansatte embedsfolk, der bliver tvunget til at gøre sine beregninger ud fra regeringens ikke særligt objektive præmisser. For det andet forsøger regeringen med Venstre i spidsen at camouflere sin skandaløse økonomiske politik ved at skyde på alle andre. I stedet for at kigge sig selv i spejlet og indrømme, at man har soldet et kæmpe overskud væk med ufinansierede skattelettelser og en arrogant ligegyldighed overfor alle de mennesker, der dagligt mister deres arbejde, ja så vælger man modangrebet.

Vi husker alle tydeligt sidste valgkamp, hvor Fogh hånede Socialdemokraterne, fordi vi ville nedsætte en skattekommission. Dagen efter valget brød Venstre sit løfte og nedsatte en kommission, der som bekendt førte til et opgør med det såkaldte skattestop. Man satte grønne afgifter i vejret, og man hævede boligskatterne ved at reducere værdien af rentefradraget i direkte strid med skattestoppet. Men af frygt for vælgerne har man valgt først at hive den voldsomt store finansiering ind om adskillige år, hvilket er stærkt medvirkende til, at vi har et kæmpe hul i statskassen nu – nærmere bestemt 86 milliarder kroner. Er det ansvarligt?

Venstre har overlevet 8 år ved at foregøgle os, at vi kunne få årlige skattelettelser til de velstillede samtidig med bedre velfærd. Det er nu gået op for de fleste af os, at der bliver skåret i velfærden, og senest har vi fundet ud af, at Danmark har kæmpemæssige økonomiske problemer.

Hvis fremtidens økonomi bag velfærdssamfundet skal hænge sammen, så kræver det indtægter. Det er det, som vi bl.a. har foreslået i Fair forandring. Socialdemokraterne tager med andre ord ansvaret på sig for at rydde op efter regeringens uansvarlige opførsel.

Alt i alt har skatteministeren og hans venner pantsat deres økonomiske handlefrihed i ufinansierede skattelettelser, så der intet manøvrerum er tilbage til at rette op på økonomien. Det eneste regeringen har tilbage, er foragt overfor os, der forsøger at opstille et alternativ til den liberalistiske kasinoøkonomi. Det er det, som vi på godt ’jysk’ kalder for økonomisk uansvarlighed.

Senest har burkaen været fremme som tema, efter at de Konservative har foreslået, at den skal forbydes i det offentlige rum. Det har i sig selv splittet regeringsblokken i atomer, og årsagen er, at partierne har diskuteret dette spørgsmål ud fra vidt forskellige synspunkter. Brian Mikkelsen mener, at det handler om trafiksikkerhed, Naser Khader og DF mener, at det handler om krig mod islamismen, mens de fleste andre taler om kvindens ret til hhv. at bære burkaen eller undgå det.

Jeg synes, at det er ærgerligt, at debatten på den måde bliver forplumret, når folk dybest set diskuterer helt forskellige problemstillinger.

For at starte med Brian Mikkelsen så siger det jo sig selv, at der skal være nogle trafiksikkerhedsregler, men det er noget sludder at ville blande et generelt burkaforbud ind i denne debat. Hvis den udgør et problem på linje med at tale i håndholdt telefon, så må han forbyde at køre iklædt en burka. Det samme gør sig i øvrigt gældende, hvis man som tildækket udfører et job, hvor det er helt nødvendigt med ansigtskontakt til de andre, der måtte indgå i disse relationer. Det kan være som butiksansat, hjemmehjælper eller pædagog. Her kan man naturligvis ikke skjule sit ansigt. Så længe praktiske hensyn er argumentet for et forbud, så er det helt fint med mig.  

Spørgsmålet bliver noget anderledes, når vi taler om at forbyde burkaen som religiøst eller kvindeundertrykkende symbol. For hvis vi forbyder burkaen som religiøst symbol, når folk har forladt deres gadedør, hvad skal vi så forbyde næste gang? Tørklædet? Kalotten? Det meget lange skæg? Tatoveringer med religiøse motiver? Et kors om halsen?

I Tyrkiet har man faktisk et forbud mod religiøse symboler flere steder af frygt for at blande religion og politik sammen. Det var det, vi også endte op med, da vi lovgav om religiøse symboler i retssale. Fair nok at fremstå som fuldkommen neutral som dommer i en retssal. Men at skulle fratage mig muligheden for at bære mit guldkors om halsen anser jeg som fuldstændig uacceptabelt. Det smukke ved vores land er, at vi har en tradition for vide frihedsrettigheder til det enkelte menneske – også i forhold til at fremvise sin evt. religion. Vi har ikke i nyere tid haft problemer med at blande politik og religion sammen, og intet tyder på, at vi får det.

Hvor meget jeg end afskyr burkaen – og det gør jeg – så kan og skal vi som samfund ikke lovgive mod religiøse symboler. Hvis vi kan hjælpe kvinden af med burkaen via lovgivning, der bygger på praktiske hensyn, så er jeg helt med. Men måtte den dag aldrig komme, hvor der bliver lovgivet imod religiøse symboler i det offentlige rum, og hvor jeg bliver frataget muligheden for at bære min halskæde. Jeg vil forbeholde mig retten til at stemme imod forslag, der vil fratage borgere retten til at bære religiøse symboler i det offentlige rum. Det er en helt igennem udansk tankegang.

Det er med stor bekymring, at jeg har fulgt de seneste måneders debat om Lars Løkkes gøren og laden i sin tid som sundhedsminister. I forvejen har statsministeren et ry, som han kæmper en del med, og derfor ville det have klædt manden, om han havde lagt kortene på bordet og svaret ærligt, hvad han har foretaget sig i sagen om overbetalingen af de private hospitaler. Efterhånden er de fleste enige i, at den nye statsministers adfærd i denne sag er stærkt betændt. Derfor er hans kommentar til den stærke kritik også udtryk for magtarrogance, når han svarer, at han skam ikke har brudt nogen lovgivning.

Det er for så vidt sagen irrelevant. Det store spørgsmål er nemlig, hvorfor vi skatteborgere igennem de senere år har betalt mange hundrede millioner kroner for meget til de private hospitaler. Vi må trods alt lige huske på, at en regerings opgave er at forvalte skatteborgernes penge bedst muligt – og ikke mindst med en stor ærlighed. Ingen af delene er sket i denne sag.

Aktindsigten i denne sag viser, at embedsfolkene foreslog en udbudsmodel, hvor det enkelte hospital kunne byde på de forskellige ydelser. Det er det, som vi kalder markedskræfterne, hvor den, der efterspørger en ydelse, vælger det billigste tilbud. Men det nægtede Løkke altså at deltage i efter henvendelse fra de private hospitaler. Tværtimod gik han egenrådigt ind og fastsatte nogle operationspriser på de private hospitaler, der lå langt udover, hvad operationerne koster. Dermed satte han den frie konkurrence ud af kraft og har altså forgyldt de private hospitaler med skatteborgernes penge, som ellers kunne være brugt til at nedbringe ventelister. Resultatet er en kæmpe erhvervsstøtte, så privathospitalerne har fået bedre konkurrencevilkår.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra statsministeren. Man kan jo så undre sig over, at manden har så travlt i sin ferie, at han ikke finder tid til at svare på disse alvorlige anklager, når han har tid til at køre til Odense og bruge en hel dag i ’Tour de France’ studiet.

Alle os skatteborgere har til gode at få et svar på følgende 2 spørgsmål. Hvorfor har regeringen udbetalt erhvervsstøttet til privathospitalerne? Hvordan har regeringen det med, at de mange millioner, der er brugt til at overbetale privathospitalerne, kunne være brugt på at nedbringe ventelisterne?

Stærke kræfter arbejder på at gøre Poul Nyrup Rasmussen til formand for EU-kommissionen. Om Nyrup er kandidat eller om han bliver valgt eller ej – ja det må tiden vise. Men det er da en cadeau til Danmark, at endnu en af vores egne er i spil til en høj international post. Jeg synes, at vi i Danmark har en stærk tradition for at bakke op om hinanden. Derfor er det mig helt ubegribeligt, at Bendt Bendtsen nu føler trang til at gå imod Nyrup som mulig kandidat. Om det er fordi, at borgerlige kræfter hellere vil have en skør konservativ alla Berlusconi eller Sarkozy, det ved jeg ikke. Jeg håber, at det skyldes Bendtsens manglende politiske boldøje, men det varsler ilde, hvis og når han skal til at varetage danske interesser i Europaparlamentet.

Da Uffe Ellemann forsøgte at blive generalsekretær i NATO tilbage i 1990’erne, var det Poul Nyrup Rasmussen, der arbejdede hårdt for, at det kunne lykkedes. Senest her hvor Anders Fogh blev chef for forsvarsalliancen, var der en kraftig opbakning fra oppositionen, anført af Helle Thorning-Schmidt. Hun har endvidere bakket op omkring, at Fogh kan bruge det danske embedsværk frem til, at han endeligt overtager posten. Det synes jeg er godt, og det klæder danske politikere, at trods hjemlig uenighed, så bakker man hinanden op internationalt. Det gør vi, fordi det gavner Danmarks interesser. Som et lille land har vi ekstra hårdt brug for at stå sammen for at opnå den maksimale indflydelse på spørgsmål, der berører vores samfund. Poul Nyrup Rasmussen vil kunne varetage danske interesser, samtidig med at han om nogen vil være en kommissionsformand, der sørger for bredde i EU, så de store lande ikke bare kører henover de små.

Det ville derfor være utrolig klædeligt, hvis de borgerlige kræfter bakkede op om Poul Nyrup Rasmussen som ny kommissionsformand i EU.

Først og fremmest vil jeg ønske den nye statsminister, Lars Løkke Rasmussen, velkommen i sit nye embede. Det er ingen hemmelighed, at jeg gerne havde set et nyvalg, men når det er sagt, respekterer jeg selvfølgelig Lars Løkkes nye position i samfundet. Løkke står overfor nogle gigantiske udfordringer, og han er tydeligvis mærket af presset.

Indtil videre har Pia Kjærsgård krævet, at Lars Løkke genopfinder et nyt projekt, der i hendes optik skal være en tilbagevenden til grundlaget fra 2001. Skulle et nyt projekt findes ved at skrue tiden 8 år tilbage? Selvfølgelig ikke. Hvis Lars Løkke skal klare det godt som statsminister, bør han se nærmere på følgende råd.

For det første skal blokpolitikken droppes. Selvom det er nemt og fristende at forhandle det hele på plads med Dansk folkeparti, så er det helt afgørende, at Løkke nu begynder at lave brede forlig. For det andet skal der lanceres en vækstpakke øjeblikkeligt, så vi understøtter beskæftigelsen i en tid med stigende arbejdsløshed. Denne pakke skal særligt tilgodese yderkantsområder, som vi kan se, er særlig hårdt ramt. For det tredje handler det om, at Lars Løkke straks sadler om på sundhedsområdet. I stedet for at forgylde de private hospitaler skal der indføres en helt fair konkurrence, der giver det offentlige ligeså gode vilkår som de private har. På samme måde skal Løkke forstå, at den offentlige sektor trænger til tillid frem for blot at blive udsat for unfair konkurrence. For det fjerde vil jeg råde Lars Løkke til at indlede brede forhandlinger om, hvordan vi får finansieret fremtidens velfærdssamfund. For det femte må og skal der sættes ind overfor volden og bandekrigen. Lene Espersen og Brian Mikkelsen magter ikke opgaven, og derfor må mit råd være, at Lars Løkke engagerer sig i den.

Men som sagt velkommen til Lars Løkke. Jeg håber, at han vil lytte til mine råd og huske på, at det er VKO, der har styret landet i 7½ år. Derfor nytter det ikke længere at sende regningen videre til Socialdemokraterne, hver gang noget går galt. Husk at tage ansvaret for den førte politik. Om Løkke vil og kan lytte til disse råd er selvfølgelig tvivlsomt - men man kan jo håbe.

Nu er Det Radikale Venstre igen i bevægelse. Eller er de? Siden 2001 har vi igen og igen set radikale strategiskift. Det skal der selvfølgelig være plads til, men det kan dog undre mig, at vi har været igennem 7 ½ års blokpolitik, før det nu er ved at gå op for Det Radikale Venstre, at deres tidligere position på midten af dansk politik er forsvundet – og måske har de slet ikke indset det endnu. Den højtstående radikale, Morten Skovsted, har netop meldt sig ud af partiet med begrundelsen om, at de ikke længere er det brede, pragmatiske, mangfoldige og rummelige midterparti.

Det Radikale Venstre bevæger sig hastigt nedad mod spærregrænsen, hvilket der er flere årsager til. De radikale tiltrak engang vælgere, der både så mod venstre og højre i dansk politik. Det gør de næsten ikke længere. Faktisk har de stort set kun oppositionsvælgere tilbage, hvorfor det forekommer noget specielt, at de bliver ved med at bejle til de borgerlige i tide og utide. Man kan få den tanke, at det handler om et overlagt forsøg på at snuse til spærregrænsen. De har i hvert fald konsekvent nægtet enhver snak om at acceptere SF som et ansvarligt parti, hvilket forekommer lidt paradoksalt, da Det Radikale Venstre har modarbejdet de fleste initiativer, der skulle skabe en samlet opposition. På områder som ret, integration og uddannelsespolitik ligger Det Radikale Venstre på den yderste venstrefløj, mens de på fordelingspolitikken befinder sig ude til højre et sted. Samtidig har SF nærmet sig S.

Problemet er, at deres synspunkter er blevet ultimative, og det kan undre, da Det Radikale Venstre aldrig har haft en decideret ideologi. De kalder sig et socialliberalt midterparti, og det har gjort det muligt for dem at indgå i skiftende regeringskonstellationer igennem hele deres levetid. Med undtagelser af få perioder, som da Hilmar Baunsgård var statsminister, har Det Radikale Venstre været et lille parti. Til gengæld har de altid haft utrolig stor indflydelse.

Derfor er det naturstridigt, at de har udviklet sig til et parti med ultimative krav på områder, hvor kun en ganske lille del af befolkningen og ingen andre partier deler deres synspunkter. Det Radikale Venstre minder i dag mest om blanding mellem en interesseorganisation og et protestparti.

Nu signalerer Det Radikale Venstre, at de vil arbejde tættere sammen med S og SF, fordi de ikke må være med hos de borgerlige. De er selvfølgelig velkomne, men jeg mener ikke, at de er beredte til at melde sig ind i oppositionen, før de har droppet deres ultimative krav og fundet tilbage til den brede og pragmatiske tilgang til politik. De må forstå, at de står på spærregrænsens rand, og at de må sadle om. Det Radikale Venstre er simpelthen nødt til at ændre sin attitude og sin politik, ellers vil det også være helt umuligt at have dem siddende i en kommende regering. I skrivende stund består oppositionsaksen frem mod næste valg af Socialdemokraterne og det forandrede SF.

Det er nu 8 år siden, at George Walker Bush blev indsat som præsident. Det, der skulle have været en højtidelighed, blev i stedet en kæmpe demonstration mod den nye præsident. Gaderne var fyldte med mennesker, der højlydt udtrykte deres forargelse over, at præsidenten havde snydt sig til sejren. I dag er gaderne fyldt med mennesker, men denne gang var stemningen en helt anden. Det håb og den optimisme, der er omkring Obama, er ikke set i USA siden J. F. Kennedy blev indsat i 1961. Det skyldes to ting. For det første er Obama en super star, som har tændt et lys i mørket for mange amerikanere. For det andet er der som aldrig før brug for en ny retning i Amerika. Det er ikke uden grund, at George Bush er en af historiens mest upopulære præsidenter.                                               Fra sit dårlige udgangspunkt fik Bush ellers vendt stemningen om sin person, da han i god stil håndterede terrorangrebet d. 11. september. Han fik indledt en krig i Afghanistan men desværre også i Irak, selvom de højtstående militærfolk advarede mod at åbne to flanker samtidigt. Bush var formentlig selv i tvivl, men hans åndelige vejledere, Cheney og Rumsfield, var besat af at invadere Irak – uden plan for fred. Krigseventyret har kostet amerikanske skatteborgere 1000-vis af dollars og er hovedårsag til, at den amerikanske stat er så dybt forgældet, at en egentlig statsbankerot er en reel trussel mod verdensøkonomien.Regningen er blevet betalt af den amerikanske underklasse. Fattigdommen er eksploderet, og adgangen til sundhedsvæsnet er blevet yderligere begrænset for de udsatte grupper. Bush’s ligegyldighed med denne gruppe viste sig klarest, da New Orleans blev oversvømmet og næsten udslettet, uden at det gjorde noget indtryk på Bush, der havde sparet dæmningerne væk.Internationalt har Bush valgt at være fuldstændig ligeglad med klimaet samt opbygning af fælles retssystemer, og han har fjernet bistanden til de afrikanske lande, der introducerede prævention for at undgå at hele samfundet bukkende under af HIV. Han har gjort, hvad han kunne for at undgå at løse konflikten i mellemøsten og systematisk sat en kile ind i EU. Endelig har han sat kronen på værket ved at benytte systematisk tortur af fanger.                                         Bush’s bedste gerning har vel i virkeligheden været, at han har givet stafetten videre til Obama på en værdig vis, selvom Obama er uenig med Bush på stort set alle de nævnte områder. Det er nu tårnhøje forventninger til Amerikas første sorte præsident. På den ene side kan man sige, at Obama kun kan skuffe. Man kunne også vende den om og sige, at det kun kan gå fremad med Obama. Det håb, der knytter sig til Obama, kan bære både Amerika og resten af verden videre til nye nødvendige standarder. Så velkommen til Obama! Det bliver en lang oprydning efter George W. Bush, der hævder, at han altid har gjort, hvad han følte var rigtigt og dermed på intet tidspunkt solgt sin sjæl for øget popularitet. Men som showmanden, John Stewart svarede: Det behøvede han slet ikke, for han havde allerede solgt Amerikas sjæl. Nu er det op til Præsident Obama at vinde den tilbage.

Er der nogen, der har prøvet den nye indfødsretsprøve? Den er blevet strammet gevaldigt op, og ved sidste test var der en kæmpe stor andel, der dumpede prøven. Jeg er sådan set tilhænger af håndfaste krav, hvis man skal opnå dansk statsborgerskab, men tingene skal være rimelige. Det forekommer mig helt absurd, at en fuldstændig velintegreret pige, der er student med topkarakterer fra gymnasiet, bliver frataget muligheden for et dansk statsborgerskab, fordi hun kun har 31 ud af 40 spørgsmål rigtige. Absurditeten når nye højder, når det nu bliver afsløret, at et af pigens forkerte svar ikke var forkert. Det viser sig nemlig, at man slet ikke kunne svare rigtigt på spørgsmålet, da de 3 svarmuligheder alle sammen var forkerte. Det er simpelthen for pinligt og skørt.

Jeg mener, at et dansk statsborgerskab skal uddeles ud fra nogle andre kriterier. Der må gerne være svære spørgsmål men i stedet for at stille ligegyldige spørgsmål om vikingetiden, der oven i købet har forkerte svarmuligheder, kunne man stille relevante spørgsmål. Jeg synes, at det er langt mere interessant at satse på spørgsmål, der omhandler den moderne danske demokratiforståelse. Hvordan er det danske demokrati opbygget? Hvordan er vores værdier, når det kommer til områder som ligestilling og religionsfrihed? Hvad siger vores grundlov om helt centrale love, og hvordan er vores lovgivning ellers? Det er da noget mere væsentligt end at spørge folk, om hvorvidt vikingerne var krigere, jægere eller bønder. Endvidere bør fokus være på, hvor godt man taler og forstår det danske sprog.

Man må jo spørge sig selv, om det skal være muligt at opnå et dansk statsborgerskab, eller om det i virkeligheden bare skal umuliggøres ved at stille spørgsmål, der ikke giver mening, og som ikke kan svares på. Jeg mener, at det skal være muligt at erhverve sig et dansk statsborgerskab, når man er velintegreret i det danske samfund og passer sit uddannelse eller job. Det skal koste flid og engagement, men det skal være fair. For det første skal svarmulighederne være korrekte, og for det andet skal testen give mening. Jeg er simpelthen pinligt berørt over den indfødsretsprøve, som vi har præsenteret for kandidaterne til et dansk statsborgerskab.

Hvor er det dog pinligt at følge med i det politiske teater, som vi er udsat for. Pia Kjærsgård har oprettet sin egen domstol med sig selv som dommer. Hun stiller sig glad op og bekendtgør, hvem der er skyldig, og hvem der er uskyldig. Det kommer sådan set ikke bag på mig, at Pia Kjærsgård tager loven i egen hånd, men det ryster mig i min grundvold, at regeringen opfører sig som DF’s skødehund. Såvel Lene Espersen som Lars Løkke har fulgt Pias dom og lovet, at de vil frihedsberøve en mand, der ikke er dømt. Det strider imod såvel grundlov som internationale konventioner, men det gør åbenbart ingen forskel for VKO-regimet.

Det helt latterlige i denne sag er, at en af de andre mistænkte i denne sag går ganske frit rundt og i princippet kan aflægge Kurt Westergård et besøg, når det måtte være belejligt. Det siger vel lidt om fornuften i VKO samarbejdet, at de er parate til at bryde grundlov og menneskerettigheder til ingen verdens nytte. Fornuften er med andre ord væk, og dansk lovgivning er efterhånden en funktion af Pia Kjærsgårds humør.  

Indholdet af VKO samarbejdets politik er i total opløsning, og regeringen lader sig trække rundt i manegen af DF. Der er kun en løsning på tunesersagen. Manden skal for en lukket domstol, således at sagens detaljer forbliver hemmelige. Herefter er der to muligheder. Tuneseren bliver enten dømt skyldig og skal straks bag lås og slå, indtil han kan sendes ud af landet, eller også bliver han dømt ikke skyldig. Og ved samme lejlighed kunne man så også få den anden mistænkte for en dommer. Ham der render frit rundt nu.

Desværre er Pia ikke med på den ide, og derfor må regeringen trækkes igennem en omgang pinlig lovsjusk på kant med den grundlov, som de har skrevet under på. Jeg vil gerne spørge gode borgerlige politikere, om I har det helt fint med den politiske situation? Hvorfor er der ingen af jer, der siger fra overfor Pia Kjærsgård? Det ville give plusser i min bog i stedet for nu, hvor I er Pias skødehunde.