Velfærden skal finansieres i fremtiden, og en – lille del – af løsningen kan sagtens være, at de unge kommer hurtigere gennem deres uddannelse. Det er de fleste enige om – så langt, så godt. Denne løsning står dog i skærende kontrast til nyheden om, at hvert fjerde unge menneske, der har søgt ind på en uddannelse i år, har fået afslag. For mange er det et hårdt slag – for samfundet er det en rigtig, rigtig dyr fornøjelse. Hurtigere uddannelse til den enkelte giver kun ganske lidt i statskassen, sammenlignet med hvis flere rent faktisk fik en uddannelse. Det burde vægte højere end den ensidige politiske fokusering på, at den enkelte bør spare nogle måneder på sit studie. Et ekstra uddannet ungt menneske svarer trods alt til, at 8–10 unge mennesker bliver et halvt år hurtigere færdig. Vi er med andre ord nødt til at stoppe nedskæringerne på vores uddannelser og indse, at det er en helt fundamental investering for samfundet.
En anden afgørende forudsætning for uddannelsessystemet er indretningen af SU-systemet. Den står nu igen overfor nye reformer, hvilket er ganske interessant. Jeg vil dog advare mod regeringens planer om fuldstændig at afskaffe det, som de kalder fjumreåret – altså det ekstra års SU, som der er til rådighed. Det kan man snildt gøre for den gruppe, der blot forlænger uddannelsen med et år uden egentlig årsag. Men i andre tilfælde vil forslaget være alvorligt for samfundsøkonomien. Hvis vi skal lykkedes med at få de studerende igennem uddannelsen, kræver det nemlig, at de tør søge ind på en uddannelse, selvom de måtte være i tvivl om, hvorvidt det er den rigtige uddannelse. Og tro mig – mange er i tvivl! Man bør derfor stadigvæk kunne modtage det sidste års SU, hvis man føler sig nødsaget til at vælge ny uddannelse undervejs.
Det må aldrig blive et succeskriterium, at de unge mennesker blot kommer hurtigt igennem deres uddannelse. For det virkelig afgørende er jo, at de er i stand til at indtræde på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse. Her er det ikke nok, at de bare består deres eksamener 3 måneder tidligere. Løbende kontakt til erhvervslivet gennem studiet er i mange tilfælde afgørende. Dette foregår ofte gennem studierelevant arbejde, ligesom det kan finde sted gennem obligatoriske praktikforløb. Her kan det virke paradoksalt, at man død og pine skal presse de unge mennesker gennem en uddannelse, hvilket kan gå ud over den enkeltes helt nødvendige kontakt til erhvervslivet.
Endelig finder jeg det helt afgørende, at vi også fokuserer på den kæmpe gruppe, der aldrig når til blot at søge om en videregående uddannelse. Mere end hver femte ung får således aldrig en adgangsgivende ungdomsuddannelse. Fornuftige investeringer i dette område – herunder folkeskolen – vil have en langt større effekt end et ensidigt fokus på at afkorte studietiden.
Det er altså i orden, at kikkerten er rettet mod at forkorte studietiden, så længe det blot gøres fornuftigt. Den virkelige effekt opnås imidlertid ved, at vi får langt flere igennem uddannelsessystemet.
