Jacob Bjerregaard

Holdningerne har været mange til Karen Jespersens skift fra Socialdemokraterne til Venstre. Min hold­ning er, at det er utro­ligt ærger­ligt, men omvendt er der iikke noget at gøre ved det. Der er ingen tvivl om, at det på den korte bane vil stille Andres Fogh stær­kere over­for os Socialdemokrater. Omvendt er det min klare opfat­telse, at vi ikke umid­del­bart vil se mas­sive væl­ger­van­drin­ger fra S til V. Vi vil nær­mere se nogle van­drin­ger fra DF til V. Hvis det lyk­kes for os at holde det cen­trale tema om vel­færd på dags­or­de­nen, vil Karen måske slet ikke få den store betyd­ning overhovedet.

Derimod vil en ny udgave af ‘muham­med­kri­sen’ kunne gøre livet meget surt for os. Så vil Karen kunne stå og postu­lere, at Socialdemokratiet er imod ytrings­fri­he­den og vil åbne grænserne. Og vi må være opmærk­somme på, at Karen Jespersen i had­ske ven­din­ger vil angribe og angribe, da hun er fuldt ud klar over, at hen­des par­tiskifte er dybt utroværdigt. Denne situ­a­tion skal vi være for­be­redte på. Derfor skal vi være klok­ke­klare i mælet på dette område.

Karen Jespersen skal frem­over frem­stil­les som den libe­rale per­son, som hun nu har valgt at være. Det hele bun­der i ‘Karen’ først-tankegangen. Og denne tan­ke­gang har bety­det, at mag­ten og ind­ly­del­sen og mulig­he­den for en plat­form fand­tes i Venstre. Karen bli­ver mini­ster til som­mer, og vores ypper­ste mål må være, at det bli­ver hen­des sid­ste mini­ster­post. Hvor hun så går hen efter Venstre, kan vi hel­dig­vis være ligeg­lade med…