Jacob Bjerregaard

Den 28. august var så dagen, hvor den bor­ger­lige rege­ring endnu en gang præ­sen­te­rede et finans­lo­vud­spil – og endnu en gang kan man ikke gøre andet end at ryste på hove­det af rege­rin­gens flipflop-politik.

Lige siden rege­ring til­t­rå­dte i 2001 har den skå­ret mas­sivt ned på vig­tige områ­der som uddan­nelse, miljø og ulands­bi­stand. Med val­gryg­ter fygende om ørerne er der dog plud­se­lig udadtil inve­ste­rin­ger i vel­færds­sy­ste­met på rege­rin­gens dags­or­den. VK-regeringen prø­ver med finans­lo­vud­spil­let for 2008, at vise, at rege­rin­gen vir­ke­lig vil bedre vel­færd. Dette påta­gede bud­skab fal­mer dog i lyset af Thor Pedersens udsagn om, at offent­lige ansatte har gode, høje løn­nin­ger. Dertil kom­mer rege­rin­gens udspil til nogle helt absurde skat­te­let­tel­ser – der ude­luk­kende vil komme de rige­ste i sam­fun­det til gode. Jeg mener, at disse penge burde være gået til velfærd.

På samme måde er det ved en gen­nem­læs­ning af finans­lo­vud­spil­let 2008 svært ikke at trække på smilebån­det. Endnu en gang frem­står rege­rin­gens hokus pokus økonomi tyde­ligt. Der er sim­pelt­hen tale om, at rege­rin­gen giver noget af det de tid­li­gere har taget, til­bage — og at rege­rin­gen flyt­ter penge fra den ene lomme til den anden for at impo­nere dan­skerne. Den bor­ger­lig rege­ring er syn­ligt mær­ket af at føre en poli­tik, som den ikke selv tror på, og Finansloven ender der­for med at frem­stå som et des­pe­rat for­søg fra rege­rin­gens side på at beholde valgtaburetterne.

Moralen er og bli­ver, at når man ikke tror på sin poli­tik — ja så hol­der det ikke i længden.

Statsministeren gam­b­lede helt tyde­ligt, da han hjemvendt fra ferie lan­ce­rede sin tale på Venstres som­mer­stævne med at love guld og grønne skove til alle — inklu­sive skat­te­let­tel­ser til de lavest løn­nede. I et døgn stod Anders Fogh stærkt, men han ven­tede på, hvor­dan reak­tio­nen fra de Konservative ville være. Satset var, at de nu fik skat­te­let­tel­ser, selvom det bli­ver i bun­den. Reaktionen blev alt det Anders Fogh ikke havde håbet på. Den stille og rolige Bendt Bendtsen stod und­skyl­dende på TV og var nødt til at slå fast, at Foghs løfte ikke var godt nok.

Anders Fogh står lige nu i et dilemma. Skal han finde et eller andet i top­pen til de Konservative, eller skal han holde fast i, at det hand­ler om bun­den? Konsekvenserne er vold­somme. Letter han i top­pen, blot­ter han sig over­for Socialdemokraterne. Så vil han åbne op for en direkte lav skat mod højere vel­færd kon­fron­ta­tion — og det ønsker han bestemt ikke. Danskerne ved jo godt inderst inde, at Anders Fogh helst så vel­færds­sam­fun­det kraf­tigt minimeret.

Hvis han der­i­mod næg­ter at lette skat­ten, vil sam­ar­bej­det med de Konservative få uover­sku­e­lige kon­se­kven­ser. Enten vil de for­lade rege­rin­gen, eller også må Bendt Bendtsen gå af. Begge dele vil være uover­sku­e­ligt for Anders Fogh. Dybest set er poin­ten, at Anders Fogh for før­ste gang i sin rege­rings­tid ikke selv er herre over den stra­tegi, der bli­ver ført fra VKO-flertallets side. Han er vant til, at de Konservative ret­ter pænt ind, mens DF skal have en luns for at lægge stem­mer til. Denne styrke har bragt ham langt og givet mulig­hed for at udøve kontraktpolitik.

Alting har dog sin tid. Og Anders Fogh må lige nu sidde i svære over­vej­el­ser, omkring hvor­dan han skal hånd­tere skat­ten. Det åbner op for en modof­fen­siv fra vores side. Vi skal banke løs på kon­kret vel­færd frem for rege­rin­gens skattelettelser.

Og det er en vig­tig for­skel. Centrale dele af vores offent­lige sek­tor er i dag ved at blive ødelagt som følge af for­kert økono­mi­ske pri­o­ri­te­rin­ger. Vi skal satse mas­sive sum­mer i den offent­lige sek­tor. Det er langt vig­ti­gere end skat­te­let­tel­ser. Når tiden så er inde, kan vi sag­tens lave en skat­tere­form. Men den skal være finan­si­e­ret. Vi siger nej tak til Foghs rea­ga­no­mics — og Ja tak til inve­ste­rin­ger i vores velfærd.