Jacob Bjerregaard

Enhedslisten har i den senere tid ople­vet sig­ni­fi­kant til­ba­ge­gang i deres væl­gero­p­bak­ning. Efter at have lig­get sta­bilt på en 3–4 % i en meget lang peri­ode, er listen nu dyk­ket ned og roder rundt omkring spær­re­græn­sen. Om det er godt eller skidt, er der natur­lig­vis delte menin­ger om. Enhedslisten har mange dog­ma­ti­ske hold­nin­ger og er på mange måder totalt afskå­ret fra vir­ke­lig­he­den. Omvendt kan jeg godt lide den vagt­hund­e­funk­tion, som liste Ø udfø­rer. De er klar med de kri­ti­ske spørgsmål.

Forklaringen på den plud­se­lige til­ba­ge­gang er sim­pel. Asmaa. Efter at man opstil­lede hende og lod hende tage al opmærk­som­hed fra de andre ‘ukendte’ kan­di­da­ter, er det kun gået en vej. Selv har jeg mødt flere væl­gere på gaden, der har for­talt mig, at de nor­malt stem­mer på enheds­li­sten, men at det er slut nu. De kan ikke iden­ti­fi­cere sig med de radi­kale hold­ning, som Asmaa repræ­sen­te­rer. Nej til hånd­tryk, måske til døds­straf og ja til at angribe dan­ske freds­ska­bende trop­per. For mig at se — syge forslag.

Enhedslisten har lok­ket sig selv i en fælde, som de burde have for­ud­set. Det er snotdumt. Deres higen efter at opstille en pro­vo­ka­tør, der kunne skabe kant til Dansk Folkeparti og andet ekstremt har fået dem til at opstille en type af samme kali­ber. Problemet er, at enheds­li­stens dog­ma­ti­ske vær­di­grund­lag kon­flik­ter vold­somt med Asmaas dogmer. Enhedslisten har for mig at se et for­nuf­tigt træk til­bage. Træk Asmaa som fol­ke­tings­kan­di­dat og indrøm fejlen. Det vil med garanti sikre jer, at der ikke er grund til at bide negle på næste valgnat…

Jeg har brugt wee­ken­den i Ålborg til kon­gres i 3F. Det har været en vir­ke­lig god wee­kend, hvor der har været fag­lig debat både i kon­gres­sa­len og rundt omkring på ste­det. Med et klart fokus på ulig­hed for­sø­ger 3F at sætte deres egen dags­or­den i sam­funds­de­bat­ten. En dags­or­den, der har­mone­rede rig­tig fint med S-formand, Helle Thorning-Schmidts tale søn­dag til de dele­ge­rede. Helle var i en helt fan­ta­stisk form og den ulig­heds­dags­or­den, som hun talte for, gik rent ind hos de dele­ge­rede. Således var der stå­ende klapsal­ver fra stort set alle delegerede.

3F for­man­den, Poul Erik Skov Christensen kvit­te­rede ved at yde Helle på mor­genkaffe i den kom­mende uge. Det lød som om, at 3F var klar til at genover­veje, hvor­vidt de skulle støtte Socialdemokraterne i det kom­mende valg. Jeg tror det! Og det er også stærkt nødvendigt! Indtil videre er der basis for en stærk fæl­les poli­tisk offen­siv fra 3F og S.

Hvad skal man sige til den nye rokade? Tjaa — der er ikke så meget at sige. Det lå meget klart i kor­tene, da Karen Jespersen meldte sig ind i Venstre til­bage i for­å­ret, at der var ind­gået en han­del, der inde­bar en mini­ster­post til Ø-karen. Det er der ingen tvivl om. For mig teg­ner det et bil­lede af en stats­mi­ni­ster, der er så kold over­for ide­o­logi og prin­cip­per, at han er parat til at sælge sin Bedstemor for at beholde mag­ten. Også i dette tilfælde.

At Karen siger ja tak, kan man vel egent­lig ikke for­tænke hende i. Hun har lyst til at komme lidt frem i medi­erne igen, og hun har lyst til at pro­vo­kere. Og alle­rede inden skif­tet til Venstre havde hun jo klart vist, at der — på linje med Anders Fogh — ikke fin­des prin­cip­per i hen­des livs­op­fat­telse. På den måde pas­ser de jo sådan set meget godt sam­men. Karen og Anders. Anders og Karen.