Jacob Bjerregaard

Politiken flyt­tede for nylig sin leder frem på for­si­den af avi­sen. Jeg synes, at det fun­ge­rer meget godt, så længe den blot fyl­der en spalte ude i højre side, og så længe ind­hol­det er godt. I dag ram­mer leder­skri­ben­ten hove­det på søm­met. Bestemmer Pia eller Pia? Ja det gør Pia Kjærsgård jo igen – men spørgs­må­let er, om løsgænger-Pia vil stemme sam­men med oppo­si­tio­nen om en ny og men­ne­ske­lig asyl­po­li­tik. Det bør hun gøre ud fra hen­des ytrin­ger – men kan hun mon klare det pres? Det tror jeg ikke. Det vil skabe en ny par­la­men­ta­risk situation.

  Taberne i afta­len er de stak­kels ira­kere, der intet får ud af denne smalle aftale. Vælgerne er ført bag lyset, og oppo­si­tio­nen har levet med helt fal­ske for­vent­nin­ger. Den store taber i dette spil må dog være den tid­li­gere så respek­te­rede Birthe Rønn Hornbech. Jeg har altid holdt meget af hen­des udmel­din­ger, og selvom jeg ikke var enig, så frem­stod hun som en ærlig og endog meget tro­vær­dig poli­ti­ker. Nu er hun sat til at admi­ni­strere et område, hvor Anders Fogh Rasmussen har pant­sat rege­rin­gens hand­le­fri­hed i Pia Kjærsgårds hånd­ta­ske. Så hvor meget Birthe Rønn end gerne ville skabe et bredt for­lig, sid­der hun fuld­stæn­dig i sak­sen. Hun skal have DF med – siger Anders Fogh — og DF næg­ter at accep­tere et bredt for­lig. Den er ikke nem, men hun burde have set den situ­a­tion komme, da hun tak­kede ja til at blive mini­ster. 

Den poli­ti­ske ana­lyse omhand­ler i dag samme tema. Peter Mogensen mener, at denne sag ikke for alvor vil skade rege­rin­gen. Det kan til gen­gæld et smalt for­lig om den kom­mende kva­li­tets­re­form. Jeg tror ikke, at DF vil insi­stere vold­somt på at holde Socialdemokraterne ude af kva­li­tets­re­for­men. Ud fra ratio­nelle argu­men­ter må DF’s ønske være at sidde på vær­dipo­li­tik­ken alene, mens de på vel­færds­spørgs­mål er på linje med Socialdemokraterne.

  Men nu er det jo ikke altid ratio­nelle argu­men­ter, der afgør enhver hand­ling i livets for­hold. Heller ikke poli­tik. Pia Kjærsgård er også følel­ses­sty­ret. Hun er sty­ret af følel­sen af, at hun har leve­ret Fogh noget nær den nem­me­ste par­la­men­ta­ri­ske situ­a­tion i nyere dansk poli­tik. Aldrig har hun bragt ham i min­dre­tal eller tvun­get ham til fod­no­ter. Selv skat­te­let­tel­serne lagde hun stem­mer til i efter­å­ret. Takken har været, at Fogh søger mod mid­ten. Væk fra Pia K og hen­des parti. Den slags gør ondt på et parti, der fak­tisk har en stærk trang til at få mini­ster­bi­ler. Pia K vil så gerne nå at sidde i rege­ring, hvil­ket hun for at par år siden fandt gan­ske rea­li­stisk. Det sid­ste halve år er det gået den mod­satte vej, og det sårer følel­serne.  

Fogh ved, at han har såret Pias følel­ser, og der­for har han udsty­ret inte­gra­tions­mi­ni­ste­ren med et bun­det man­dat om at lade Pia K bestemme over de stak­kels ira­ke­res skæbne.

Sådan er sta­tus i dansk poli­tik 2008. Og et eller andet sted min­der det jo ret vold­somt om situ­a­tio­nen i de for­gangne OVK-år. Pia Kjærsgård bestem­mer. Hun bestem­mer stort set alt. Det ene­ste hun ikke kom­mer til at bestemme, er hen­des ønske om at komme i regering…