Danmark i brand…
mandag, februar 18th, 2008Det har været en voldsom tid med de mange brande og anden hærværk, der er blevet forvoldt indenfor den seneste uge. Det er naturligvis dybt rystende, og jeg må sige, at der ikke findes nogen passende undskyldning for en så vanvittig opførsel. Det er decideret livsfarlige optøjer, der finder sted. På den baggrund må jeg understrege, at jeg tager dybt afstand fra reaktionerne.
Jeg må så samtidig sige, at regeringens reaktion ikke er værdig. Jeg synes selvfølgelig, at det i høj grad er forældrenes ansvar, ligesom jeg finder, at de unge skal straffes og lære konsekvenserne af deres syge opførsel. Men når Anders Fogh påstår, at samfundet intet ansvar har, må jeg erklære mig uenig. Selvfølgelig har samfundet et ansvar!
Statistikkerne går den helt forkerte vej i forhold til at få unge mennesker i uddannelse og arbejde. Mellem 10.000 og 12.000 unge, der burde være i gang med en ungdomsuddannelse, står i dag uden daglig beskæftigelse. Nogen af dem har formentlig ikke klaret folkeskolen, og andre er bare uden chance for at få en praktikplads og dermed en uddannelse. Det er min påstand, at samfundet selvfølgelig har et ansvar overfor disse unge mennesker.
På kort sigt skal vi selvfølgelig sætte hårdt mod hårdt i forhold til de voldsomme optøjer, som vi oplever. Men på lang sigt er det helt andre indsatser, vi skal have gang i. Vi skal have gang i en uddannelsespolitik, der giver plads til alle. Den gruppe, der i dag er udenfor, skal have muligheden for at få en uddannelse, et job og dermed et holdepunkt i hverdagen. Det er og bliver samfundets ansvar – en opgave som fællesskabet skal tage på sig. Det kræver en massiv investering. En investering i folkeskole, fritidsmuligheder, vejledning, praktikpladsgaranti og generel ekstra hjælp til dem, der hænger bagefter. Denne investering er langt mere værd på det lange sigte end lidt ekstra politi på gaden nu.
