Jacob Bjerregaard

Det har været en vold­som tid med de mange brande og anden hær­værk, der er ble­vet for­voldt inden­for den sene­ste uge. Det er natur­lig­vis dybt rystende, og jeg må sige, at der ikke fin­des nogen pas­sende und­skyld­ning for en så van­vit­tig opfør­sel. Det er deci­de­ret livs­far­lige optø­jer, der fin­der sted. På den bag­grund må jeg under­strege, at jeg tager dybt afstand fra reaktionerne.

Jeg må så sam­ti­dig sige, at rege­rin­gens reak­tion ikke er vær­dig. Jeg synes selv­føl­ge­lig, at det i høj grad er for­æl­dre­nes ansvar, lige­som jeg fin­der, at de unge skal straf­fes og lære kon­se­kven­serne af deres syge opfør­sel. Men når Anders Fogh påstår, at sam­fun­det intet ansvar har, må jeg erklære mig uenig. Selvfølgelig har sam­fun­det et ansvar!

Statistikkerne går den helt for­kerte vej i for­hold til at få unge men­ne­sker i uddan­nelse og arbejde. Mellem 10.000 og 12.000 unge, der burde være i gang med en ung­doms­ud­dan­nelse, står i dag uden dag­lig beskæf­ti­gelse. Nogen af dem har for­ment­lig ikke kla­ret fol­ke­sko­len, og andre er bare uden chance for at få en prak­tik­plads og der­med en uddan­nelse. Det er min påstand, at sam­fun­det selv­føl­ge­lig har et ansvar over­for disse unge mennesker.

På kort sigt skal vi selv­føl­ge­lig sætte hårdt mod hårdt i for­hold til de vold­somme optø­jer, som vi ople­ver. Men på lang sigt er det helt andre ind­sat­ser, vi skal have gang i. Vi skal have gang i en uddan­nel­ses­po­li­tik, der giver plads til alle. Den gruppe, der i dag er uden­for, skal have mulig­he­den for at få en uddan­nelse, et job og der­med et hol­de­punkt i hver­da­gen. Det er og bli­ver sam­fun­dets ansvar – en opgave som fæl­les­ska­bet skal tage på sig. Det kræ­ver en mas­siv inve­ste­ring. En inve­ste­ring i fol­ke­skole, fri­tids­mu­lig­he­der, vej­led­ning, prak­tik­plads­ga­ranti og gene­rel ekstra hjælp til dem, der hæn­ger bag­ef­ter. Denne inve­ste­ring er langt mere værd på det lange sigte end lidt ekstra politi på gaden nu.