Jacob Bjerregaard

Dansk Folkeparti og Søren Pind har set sig lun på en model, hvor vi frem­over udpe­ger dan­ske diplo­ma­ter poli­tisk frem­for nu, hvor de udpe­ges som neut­rale embeds­mænd under uden­rigs­mi­ni­ste­riet. Jeg vil stærkt opfor­drer til, at man hol­der fast i vores nuvæ­rende system. DF og Søren Pind ved ikke, hvad de har gang i.

I Danmark har vi en stolt og lang tra­di­tion for neut­rale embeds­mænd, og det skal vi efter min opfat­telse holde fast i. Det giver en kon­ti­nu­i­tet ved et rege­rings­skifte, og det giver den for­nødne pro­fes­sio­na­lisme hos de udpe­gede diplo­ma­ter. Andre lande, der kører med poli­tisk udpe­gede diplo­ma­ter ople­ver store skift, hver gang admi­ni­stra­tio­nen i hjem­lan­det omdannes.

At dette for­slag kom­mer fra folk i det nuvæ­rende VKO-regime, er dog ikke over­ra­skende. De tåler ikke kri­tik, og når tid­li­gere diplo­ma­ter gan­ske rig­tigt har påpe­get, hvor­dan denne rege­ring har ført en for­kert kurs i uden­rigs­po­li­tik­ken, så er reak­tio­nen, at man må skifte ud og ind­sætte sine egne folk. Det tje­ner ikke Danmarks inter­es­ser — gan­ske som dele af den nuvæ­rende rege­rings uden­rigs­po­li­tik ikke gør det. Men vi har da trods alt et neut­ralt diplo­mati, der kan tegne et godt bil­lede af Danmark og som udfø­rer et godt og loy­alt arbejde. De kan sag­tens skille deres per­son­lige over­be­vis­ning fra poli­ti­ske dik­ta­ter. Men de har kva­li­fi­ka­tio­nerne til at udføre diplo­mati på meget højt plan. Det er jeg meget tryg ved. Tænk engang hvis vores diplo­mati bestod af men­ne­sker som Søren Espersen og Søren Pind…

I dag brin­ger Jyllandsposten en ana­lyse af, hvilke tid­li­gere Socialdemokratiske stats­mænd vores poli­ti­kere i dag har som for­bil­le­der. Debatten er spæn­dende, men ana­ly­sen er for sim­pel. Man kan ikke trække en ynd­lings­stats­mand frem og der­ud­fra kon­klu­dere, hvor­dan par­tiets poli­tik havde været i dag, hvis ved­kom­mende havde levet til evig tid. For frem­skriv­nin­ger i poli­tik er svære at fore­tage. Politik er histo­risk ken­de­teg­net ved, at dags­ord­ner kom­mer og går. Tænk blot på, hvor­dan 1990’ernes fokus på beskæf­ti­gelse i dag er afløst af kam­pen mod ter­ror og afledte dis­kus­sio­ner om reli­gio­nens rolle i det offent­lige rum.

H.C. Hansen er uden tvivl en af Danmarkshistoriens stør­ste stats­mænd. Og sjovt nok er han ble­vet det, uden at man præ­cist har kendt omfan­get af hans ind­sats for lan­dets sik­ker­hed. Det er nok ikke helt til­fæl­digt, at han bestred både uden­rigs­mi­ni­ster­po­sten og stats­mi­ni­ster­po­sten. I en utro­lig ‘kold’ tid holdt Hansen fast i, at Danmark skulle være sik­kert ind­lem­met blandt de fri­hed­s­el­skende lande. Om han så brugte ”hem­me­lige’ meto­der må vi i dag anse som værende nød­ven­dige og et spørgs­mål om fæd­re­lan­dets sik­ker­hed. H.C. Hansen bør også huskes på, at han fav­nede dette lands bor­gere i en helt ufat­te­lig grad. Hansen var en lands­fa­der for dan­skerne, og han trak mange bor­ger­lige stemmer.

Det ændrer ikke ved, at Jens Otto Krag også var en fan­ta­stisk stats­mand. Han er om nogen ble­vet eks­po­nen­ten for udvik­lin­gen og udbyg­nin­gen af det dan­ske vel­færds­sam­fund. Hans teo­reme om vækst, der skulle bru­ges til vel­færd, er den dag i dag en helt grund­læg­gende præ­mis for vores sam­fund. Krag ville også Europa. Og det var rig­tigt set. Mange af mine ældre par­ti­fæl­ler bør da også reflek­tere engang over deres egen davæ­rende mod­stand mod uni­o­nen. Det blev en ja-nej dis­kus­sion. Ingen tvivl om, at det var før­ste anstød mod den fæl­les Socialdemokratiske ide­o­logi. Det natio­nalt homo­gene parti blev udfor­dret. Her satte Krag point til på den lange bane. Hans argu­men­te­ren for et ja byg­gende på økono­mi­ske præ­mis­ser har hær­get EU dis­kus­sio­nen lige siden. 

Når Krag i dag i Jyllandsposten kal­des for ven­stre­o­ri­en­te­ret mod Hansen som høj­re­o­ri­en­te­ret, synes jeg, at det er noget for­sim­plet vrøvl. De var begge to moderne Socialdemokrater, der fulgte deres ide­o­logi. At Krag satte flest histo­ri­ske fin­ger­af­tryk på inden­rigs­po­li­tik­ken er uomtvisteligt. Men iro­nisk nok gav Krag jo mag­ten videre til en poli­ti­ker fra den såkaldte ven­stre­fløj - Anker Jørgensen — fordi han selv fryg­tede, at han havde ført par­tiet for langt væk fra den tra­di­tio­nelle vælgerbase. Resultatet blev en langt større skep­sis over­for Europa. 

Debatten har raset siden det mod­by­de­lige ter­r­or­an­greb på den dan­ske ambas­sade i Islam(a)bad sid­ste uge. Alle er for­hå­bent­lig enige om, at det er så afsky­væk­kende en hand­ling, så ord ikke kan beskrive den kraf­tige for­døm­melse, man må tage fra sådan en hand­ling. Imidlertid blev Margrethe Vestagers reak­tion en lidt anden. Hun fik sig for­mu­le­ret såle­des, at det fik karak­ter af, at vi nu skulle revi­dere vores udenrigspolitik. Det blev af rege­rin­gen til, at vi går ter­r­o­ri­ster­nes ærinde. Det tror jeg nu ikke på, at de Radikale gør. Men i ste­det for at beklage sin upræ­cise udta­lelse valgte den radi­kale leder at fort­sætte kam­pen for en ny uden­rigs– og sikkerhedspolitik.

Jeg har siden Irak kri­gen ønsket mig en ny og mere 90’er agtig uden­rigs­po­li­tik. Det har vi ikke set meget til. EU er sat til siden, og George Bush er ‘the man’. Så dis­kus­sio­nen om en ny sik­ker­heds­po­li­tik er meget kærkom­men. Lad den ende­lig blomstre. Det ændrer ikke ved, at man skal have styr på sin tim­ing. Problemet for de Vestager er på ingen måde, at hun vil dis­ku­tere vores sik­ker­heds­po­li­tik. Det træn­ger vi til. Problemet var timingen…