Jeg synes på mange måder, at det er et spændende valg, som det Konservative folkeparti har truffet. De har skiftet Bendt Bendtsen ud efter 9 år som overgangsfigur. Han gjorde det egentlig meget godt. Selvom Anders Fogh forsøger at bilde os ind, at velfærdssamfundet har det godt, må vi jo indrømme, at det er Bendt Bendtsens skattelettelser, der nu koster vore velfærd i kommunerne. Bendtsens afløser: Vi husker alle sammen det Konservative blodbad i 1990’erne. Uhadada for en omgang. Denne gang har partiet foretaget et skifte uden at begå kollektivt selvmord. Hvem er så hende den nye – Lene Espersen? Ja umiddelbart virker hun dygtig. Hun kan kommunikere klart, og hun har fokus på værdipolitikken. Dertil kommer, at hun er jyde – det har aldrig skadet nogen. Men kigger man så på de resultater, som hun har skabt som justitsminister, så er det pinligt. Må jeg blot pege på en række områder, hvor Lene Espersen har svigtet Danmark. Lene Espersen har svigtet: Antallet af handlede mennesker til Danmark er eksploderet i de seneste år. Uskyldige piger fra 3. verdens lande bliver eksporteret til Danmark som aldrig før. De bliver misbrugt og voldtaget hver dag og lever et liv i slaveri. Men intet er der blevet gjort fra ministerens side. Regeringen har accepteret menneskeslaveriet ved ikke at sætte massive midler af til at løse denne uværdige situation. Skandaløs politireform: Jeg tror, at mange af jer der læser dette indlæg har forsøgt at ringe til politiet uden at kunne komme igennem. Rigsrevisionens netop offentliggjorte rapport viser da også, at politireformen langtfra fungerer optimalt. Vi skal åbenbart vente til 2011, før der kommer styr på sagerne. Det er helt uacceptabelt! I store områder af vores land er politiet stort set ikke til stede, og i andre områder har de så travlt, at de ikke har ressourcerne til at rykke ud. Det er synd for politiet, og det er synd for alle os, der gerne vil have tryghed i hverdagen. Trygheden væk: Lene Espersen er god til at fortælle, hvad hun vil. Hun vil skabe tryghed for os. Det har hun bare ikke gjort. I de sidste 7 år er kriminaliteten steget markant, voldsmænd går fri, fordi der ikke er plads nok i fængslerne, og det er blevet svært at få fat i politiet, når man har brug for dem. En stærk minister havde fået krævet de bevillinger, som der skal til. Men måske er problemet, at hendes forgænger Bendt Bendtsen prioriterede skattelettelser frem for tryghed. Personligt så jeg hellere, at politiet fungerede, end at jeg får en skattelettelse mere i regeringens finanslov. (Bragt I VAF — 16 september)