Jacob Bjerregaard

For omkring 10 år siden fik vi her i lan­det afskaf­fet rev­sel­ses­ret­ten. Venstre stemte imod, Konservative stemte imod, og Dansk fol­ke­parti stemte imod. Senere hen har de – måske — fået øjnene op for, at det kan være et pro­blem at uddele tæsk til ungerne. Tidehvervs fol­ke­tings­præst Søren Krarup har nu hejst ’kor­por­lig­heds­prin­cip­pet’ hvor han anser det som gan­ske natur­ligt, at man afstraf­fer ungerne fysisk, hvis de har lavet ulyk­ker. Desuden har­ce­le­rer Krarup over en kampagne, hvor børn skal have mulig­he­den for at søge hjælp, hvis de bli­ver mis­hand­let. I Krarups øjne er vi på vej imod et sam­fund, der har paral­lel­ler til kom­mu­nisme og nazisme, fordi man opfor­drer børn til at angive deres for­æl­dre.    Jeg behø­ver vel egent­lig ikke at slå fast, at det er en helt og alde­les sinds­syg udta­lelse fra en mand, der kal­der sig selv for intel­lek­tuel. At han med sit tide­hverv i baga­gen kan fyre den slags af, viser en sort præst, der for mig at se er gået helt galt i byen af det glade bud­skab. Vi ser eksemp­ler på børn, der er ble­vet ban­ker ynder og sam­men. Vi ser børn, der er ban­ket til døde, og vi ser børn, der har fået så mange tæsk, at de har mistet chan­cen for uddan­nelse og er ble­vet følel­ses­mæs­sigt afstum­pede til fare for sig selv og resten af sam­fun­det. Typisk opstår de slemme situ­a­tio­ner, fordi for­æl­drene bli­ver mag­tes­løse og ikke kan klare sig med argu­men­ter. Så må de ty til fysisk over­le­gen­hed. I vir­ke­lig­he­den er det et svag­heds­tegn, når man bli­ver nødt til det. Selvfølgelig kan det være nød­ven­digt at tage fat i armen på sit barn men at måtte ty til slag og ting, der er værre, er og bli­ver helt og alde­les uac­cep­ta­belt.  Når man går ind for rev­sel­ses­ret­ten, som jeg gør, så hand­ler det ikke om at gøre livet surt for for­æl­dre. Det hand­ler om at beskytte bør­nene. Derfor er det oplagt med en kampagne, der giver børn en mulig­hed for at søge infor­ma­tion og hjælp, hvis de bli­ver udsat for vold i hjem­met. For fak­tum er, at vold er en del af hver­da­gen for mange stak­kels børn. Når man har ople­vet, hvad det kan gøre ved sådan et stak­kels barn, er man ikke i tvivl om, at vi skal hjælpe endnu mere. Krarups parti stemte som sagt imod rev­sel­ses­ret­tens afskaf­felse, men det ser ud til, at de er ved at bløde op nu. Krarup der­i­mod – han hol­der fast i korporlighedsprincippet.

Havde repu­bli­ka­nerne stil­let med en hvil­ken som helst anden kan­di­dat end John McCain, så ville der aldrig have været tvivl om udfal­det. Så havde præ­si­dentval­get tirs­dag blot været en formsag. George Bush er utro­lig upo­pu­lær, og det har ramt repu­bli­ka­nerne hårdt, at han har ført en ufor­son­lig og dog­ma­tisk neokon­ser­va­tiv poli­tik – hvor lan­det er ble­vet split­tet. McCain kunne i lang tid lægge afstand til Bush, men han mag­tede ikke opgave på det sid­ste stræk. Det er den væsent­lig­ste grund til hans neder­lag. Valget af Sara Palin som vice­præ­si­dent var en for­nær­melse mod det ame­ri­kan­ske demo­krati. Jo, jo hun er en flot kvinde med en mar­kant udstrå­ling, men hen­des poli­ti­ske for­stå­else ræk­ker ikke ud over Alaskas isfla­ger, og hen­des hold­nin­ger gør hende til en dum udgave af den nuvæ­rende vice­præ­si­dent, Dick Cheney.

De før­ste par uger trak Palin stik­ket hjem med en sær­de­les fol­ke­lig til­gang, hvor hun kom i øjen­højde med ame­ri­ka­nerne og leve­rede en effek­tiv skræm­me­kampagne mod Obama. Men da hun skulle levere poli­tisk, hop­pede kæden af. Det har væl­gerne straf­fet, og jeg tror, at det har været skel­sæt­tende for mange væl­gere, da de for­stod kan­di­da­tens inkom­pe­tence. For mig at se har det resul­te­ret i, at ame­ri­ka­nerne har foku­se­ret ekstra meget på, at de vil have kom­pe­tente ledere nu.

Krisen

Jeg var selv i Amerika i 2004, hvor John Kerry tabte kne­bent til George Bush. Temaerne ved den lej­lig­hed var i høj grad vær­di­ba­se­rede og meget lidt økono­mi­ske. Derudover havde Bush sta­dig en stærk pro­fil på kam­pen mod ter­ror. Denne gang er det ander­le­des. Økono­mien er det store tema, og med den nuvæ­rende krise hungrer ame­ri­ka­nerne efter poli­ti­kere, der mag­ter at vende udvik­lin­gen. Efter 8 år med Bush og med Sara Palin på dør­trin­net til det hvide hus, har ame­ri­ka­nerne sim­pelt­hen sagt NEJ TAK til mere inkom­pe­tence. Dertil kom­mer, at McCains dybest set er uden­rigs­po­li­ti­ker. Han er stærk på sik­ker­heds­po­li­tik, men økonomi og soci­ale for­hold siger ham ikke noget.

Præsident Obama

Præsident Obama er en sær­de­les kom­pe­tent leder. Han er belæst og intel­li­gent, og han taler ikke til lave­ste fæl­lesnæv­ner. Han taler tvær­ti­mod op til folk. Og det er der brug for lige nu. Amerikanerne har stærkt brug for inspira­tion og stærkt leder­skab, og netop det kan Præsident Obama levere. En ting er, at repu­bli­ka­nerne tabte val­get, noget andet er, at Obama vandt det. Målinger viser, at mange har fra­valgt ham, fordi han er sort, eller fordi de tro­ede, han var mus­lim. Derudover er han altså ret ny på den poli­ti­ske scene. Det gør fak­tisk hans sejr endnu større. Han har mobi­li­se­ret de unge ame­ri­ka­nere samt væl­gere med for­skel­lige etnisk bag­grund og der­med skabt en stor sejr for demokratiet.

Amerika og ver­den står over­for nogle gigan­ti­ske udfor­drin­ger, og der­for er det befri­ende, at vi nu har en ame­ri­kansk præ­si­dent, der både kan og vil sam­ar­bejde. Det er tid til for­an­dring, når det gæl­der kli­maet, når det gæl­der fat­tig­dom og social ulig­hed, og når det gæl­der krig og fred. Verden er nu engang sik­rest, når Amerika og Europa er et fæl­les­skab – og det bli­ver vi nu igen. Derfor er Obamas sejr en sejr for os alle.

”Vi rører ikke ved dag­pen­ge­pe­ri­o­den” udtalte Claus Hjort før sid­ste valg. Regeringen har gang på gang lovet, at de ikke ville for­ringe dag­pen­gene. Før sid­ste valg lovede Claus Hjort gang på gang, at der på ingen måde ville ske for­rin­gel­ser af dag­pen­gene. Nu er vi på den anden side af val­get, og tiderne er skif­tet. Det indrøm­mer han da også nu. Faktisk indrøm­mer man­den, at rege­rin­gen er i gang med at fore­tage et klok­ke­klart løf­te­brud. At rege­rin­gen har beslut­tet sig for at bryde deres kon­trakt med væl­gerne på grund af, at flere er kom­met i arbejde, og fordi vi mang­ler ansatte i den offent­lige sektor.

Jeg vil gerne for­tælle rege­rin­gen, hvil­ket bil­lede jeg ser af den nuvæ­rende situ­a­tion. Vi står foran en kri­se­tid. Arbejdsløsheden er begyndt at banke på hos de før­ste, og i løbet af den kom­mende tid vil antal­let af folk uden job desværre stige. Hvor geni­alt er det så lige at slagte vores dag­pen­ge­sy­stem? Det vil ikke give sær­lig mange flere i arbejde, da meget få er ledige udover de før­ste år. Det vil til gen­gæld ramme de sva­ge­ste lang­tids­le­dige, som vil blive smidt ud af syste­met og få over­or­dent­lig svært ved at komme til­bage igen.Det er rig­tigt, at vi mang­ler ansatte i den offent­lige sek­tor, men er det på grund af dag­pen­gene? Vel er det ej. Regeringen bærer et stort ansvar, efter at de nu i 7 år har skå­ret ned på vel­fær­den for at finan­si­ere skat­te­let­tel­ser. Samtidig har de ind­ført et kon­trol­sam­fund, der får folk til at flygte fra den offent­lige sek­tor. En for­rin­gelse af dag­pen­gene vil ikke bringe flere ansatte ind i den offent­lige sek­tor. Det kræ­ver andre til­tag som til­lid til de ansatte og bedre arbejds­for­hold. Det kræ­ver efter­ud­dan­nelse og en aner­ken­delse af, at ens job er vig­tigt.    Regeringen er ham­rende ligeglade

Ved tre­part­s­for­hand­lin­gerne sid­ste år var der ingen græn­ser for, hvor meget fag­be­væ­gel­sen skulle ind­dra­ges i arbej­det. Der kunne rege­rin­gen bruge LO til at vise, at de fav­nede bredt. Nu er val­get vun­det, og rege­rin­gen er løbet tør for for­ny­else. Det ville der­for være oplagt, om de var kom­met til fag­be­væ­gel­sen og havde ban­ket på, så vi i fæl­les­skab kunne lave nogle for­nuf­tige refor­mer på arbejds­mar­ke­det. Fagbevægelsen har såle­des en job­plan klar, der kan udvide arbejds­styr­ken med 50.000 men­ne­sker. Men den byg­ger bl.a. på, at opkva­li­fi­ce­ring og en ind­sats mod syge­fra­vær er vejen frem. Fagbevægelsen er på ingen måde ble­vet ind­dra­get i pro­ces­sen denne gang. Regeringen gider ikke vores hen­syn til de ledige. Regeringen vil hel­lere piske de sva­ge­ste ledige til fat­tig­dom og for­ringe den dan­ske model. Der var engang, hvor det pas­sede Fogh fint, at han kunne få LO’s vel­sig­nelse til at fore­tage ændrin­ger. Denne gang har rege­rin­gen valgt at begå løf­te­brud for at få mulig­hed for at straffe de sva­ge­ste ledige. Det giver ikke flere hæn­der, men det giver større ulig­hed, og det pas­ser jo desværre rege­rin­gen fint.