Radikale må ændre attitude og politik
Nu er Det Radikale Venstre igen i bevægelse. Eller er de? Siden 2001 har vi igen og igen set radikale strategiskift. Det skal der selvfølgelig være plads til, men det kan dog undre mig, at vi har været igennem 7 ½ års blokpolitik, før det nu er ved at gå op for Det Radikale Venstre, at deres tidligere position på midten af dansk politik er forsvundet – og måske har de slet ikke indset det endnu. Den højtstående radikale, Morten Skovsted, har netop meldt sig ud af partiet med begrundelsen om, at de ikke længere er det brede, pragmatiske, mangfoldige og rummelige midterparti.
Det Radikale Venstre bevæger sig hastigt nedad mod spærregrænsen, hvilket der er flere årsager til. De radikale tiltrak engang vælgere, der både så mod venstre og højre i dansk politik. Det gør de næsten ikke længere. Faktisk har de stort set kun oppositionsvælgere tilbage, hvorfor det forekommer noget specielt, at de bliver ved med at bejle til de borgerlige i tide og utide. Man kan få den tanke, at det handler om et overlagt forsøg på at snuse til spærregrænsen. De har i hvert fald konsekvent nægtet enhver snak om at acceptere SF som et ansvarligt parti, hvilket forekommer lidt paradoksalt, da Det Radikale Venstre har modarbejdet de fleste initiativer, der skulle skabe en samlet opposition. På områder som ret, integration og uddannelsespolitik ligger Det Radikale Venstre på den yderste venstrefløj, mens de på fordelingspolitikken befinder sig ude til højre et sted. Samtidig har SF nærmet sig S.
Problemet er, at deres synspunkter er blevet ultimative, og det kan undre, da Det Radikale Venstre aldrig har haft en decideret ideologi. De kalder sig et socialliberalt midterparti, og det har gjort det muligt for dem at indgå i skiftende regeringskonstellationer igennem hele deres levetid. Med undtagelser af få perioder, som da Hilmar Baunsgård var statsminister, har Det Radikale Venstre været et lille parti. Til gengæld har de altid haft utrolig stor indflydelse.
Derfor er det naturstridigt, at de har udviklet sig til et parti med ultimative krav på områder, hvor kun en ganske lille del af befolkningen og ingen andre partier deler deres synspunkter. Det Radikale Venstre minder i dag mest om blanding mellem en interesseorganisation og et protestparti.
Nu signalerer Det Radikale Venstre, at de vil arbejde tættere sammen med S og SF, fordi de ikke må være med hos de borgerlige. De er selvfølgelig velkomne, men jeg mener ikke, at de er beredte til at melde sig ind i oppositionen, før de har droppet deres ultimative krav og fundet tilbage til den brede og pragmatiske tilgang til politik. De må forstå, at de står på spærregrænsens rand, og at de må sadle om. Det Radikale Venstre er simpelthen nødt til at ændre sin attitude og sin politik, ellers vil det også være helt umuligt at have dem siddende i en kommende regering. I skrivende stund består oppositionsaksen frem mod næste valg af Socialdemokraterne og det forandrede SF.
